Valg af behandler (om RAB-ordningen)
Valg af behandler (om RAB-ordningen)
Vi anbefaler, at du så vidt muligt benytter en behandler, som har tilladelse til at bruge den beskyttede titel RAB.
RAB står for Registreret Alternativ Behandler. RAB-ordningen er en branche-administreret registreringsordning, som skal styrke danskernes sikkerhed ved brug af alternativ behandling.
Styrelsen for Patientsikkerheds godkendelse
Alternative behandlerorganisationer kan søge Styrelsen for Patientsikkerheds godkendelse som registreringsansvarlig brancheorganisation.
Når en forening er blevet godkendt, kan dens medlemmer søge om tilladelse til at anvende den beskyttede titel ”Registreret Alternativ Behandler” (RAB).
Der er ikke tale om en blåstempling fra styrelsen af hverken behandlingsformer eller behandlere.
Lov om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere (som beskriver ændringer til denne lov)
Hvad er en RAB-behandler
En RAB-behandler (Registreret Alternativ Behandler) er en alternativ behandler, som har en sundhedsmæssig uddannelse med både teori og praksis på sammenlagt minimum 660 undervisningslektioner, heraf minimum 250 lektioner i det primære fagområde (behandlingsform f.eks. zoneterapi). Derudover skal behandleren opfylde nogle minimumskrav til klinisk praksis.
En RAB-behandler er medlem af en brancheorganisation, som Styrelsen for Patientsikkerhed har godkendt til at registrere alternative behandlere efter RAB-ordningen.